Enkelttilskud til medicin.
Til de fleste slags medicin får alle automatisk tilskud, når lægen ordinerer medicinen. Det gælder dog ikke alle slags medicin.
I nogle tilfælde kan du nemlig kun få tilskud, hvis du har en særlig bevilling fra os kaldet ”enkelttilskud”.
Det er din læge, som skal søge om enkelttilskud hos os.
Lægen beskriver dit behov og dit sygdomsforløb, og det er disse oplysninger, der bliver vurderet. Dine økonomiske forhold har ingen betydning.
Nogle læger tager et gebyr for at ansøge om enkelttilskud. Det er lægen selv, der bestemmer om der opkræves gebyr, og i så fald hvor meget der opkræves. Spørg din læge, hvis du er i tvivl.
Vejledende betingelser.
Der findes for de mest almindeligt ansøgte typer medicin en liste over vejledende betingelser for at få tildelt enkelttilskud. Listen er skrevet henvendt til læger, og du må tale med lægen om, hvorvidt du opfylder betingelserne.
Vi svarer som hovedregel på lægens ansøgning om enkelttilskud inden for 14 dage. Der kan dog gå op til 2 måneder, hvis ansøgningen kræver særlig vurdering. Hvis ansøgningen bevilges, får du en bevilling sendt til din e-Boks, og apoteket vil samtidig kunne se bevillingen i CTR – det Centrale Tilskuds Register.
Kun din læge får besked, hvis der gives afslag på ansøgningen om enkelttilskud til dig. Lægen får en begrundelse for afslaget.
Hvordan virker bevillingen?
En enkelttilskudsbevilling gør medicinen tilskudsberettiget for dig. Det betyder, at dine medicinkøb bliver indberettet til CTR – det Centrale Tilskuds register, og du får tilskud til den billigste medicin i substitutionsgruppen.
En substitutionsgruppe er en gruppe af lægemidler, som indbyrdes kan substitueres (erstattes) med hinanden. Det kaldes ofte kopimedicin. Det er medicin med samme aktive indholdsstof, der kan være fremstillet af forskellige lægemiddelvirksomheder. Det betyder, at hvis du vælger en dyre medicin i en substitutionsgruppe, så skal du selv betale forskellen fra den billigste pris på medicinen til prisen på den dyre medicin du vælger ( se skema 1). Apoteket skal altid tilbyde dig den billigste pakning inden for substitutionsgruppe.
Hvor længe gælder bevillingen?
Bevillingen gælder normalt resten af dit liv. Ved nogle typer medicin gælder bevillingen dog kun for en periode. Det kan fx være hvis medicinen kun bør bruges i en kortere årrække.
Hvis du har en bevilling fra før 1. marts 2000 gælder den stadig, men procentsatsen afhænger af din saldo i CTR – det Centrale Tilskuds Register. Den procentsats, der står på bevillingen, er forældet.
Hvad dækker bevillingen?
På bevillingen står der, hvilken medicin, du har fået enkelttilskud til. Bevillingen gælder dog også medicin med andre navne, hvis de bare indeholder samme virksomme stof og indtages på samme måde.
Tilskud med tilbagevirkende kraft.
Du kan få enkelttilskud med tilbagevirkende kraft. Det betyder, at hvis du har købt medicinen, før du fik bevillingen, kan du efterfølgende få udbetalt det tilskud på apoteket, som du med bevillingen har ret til at få. Medicinen skal være udskrevet på recept.
Du skal have kvitteringer med for den medicin, du har købt, når du henvender dig på apoteket. Apoteket vil så indberette købene til CTR, og du vil få udbetalt det beløb, du evt. har ret til.
Der kan højest gives enkelttilskud med 180 dages tilbagevirkende kraft.
Fik du svar på dine spørgsmål?
Beskriv, hvordan vi kan forbedre hjemmesiden. Vær opmærksom på, at vi ikke besvarer spørgsmål stillet via denne funktion.
Spørgsmål af mere generel karakter ( uden følsomme personoplysninger), kontakt os på tlf.: 44 88 96 96 eller på mail: [email protected].
Spørgsmål til en ansøgning om medicintilskud ( med følsomme personoplysninger), kontakt os på tlf.: 4488 9696 eller benyt denne krypterede formular.
Bemærk: Du har 20 minutter til at udfylde og indsende formularen, efter du har åbnet den. Går der længere tid, modtager vi ikke din formular.